CHRISTIAN GLAHN

Godt begyndt…

Min interesse for keramik stammer min far som i mange år drev et firma, der forhandlede brugskunst i den dyre ende. Det var hovedsagelig produkter fra firmaet Dansk Designs der havde Jens Quistgaard og Niels Refsgaard som sine fremmeste designere, hvis keramiske stel blev produceret hos Eslau i Sengeløse. Her på fabrikken fik jeg som barn de første indtryk af lervareproduktion. Jeg var meget fascineret af at se alle de nyglaserede ting stakket på små jernbanevogne, som blev trillet ind i de kæmpestore ovne. Knap nok var en vogn med færdigbrændte varer kørt ud af den glohede ovn igen, før en ny blev kørt ind. Henne ved den meterdybe, gurglende brønd i gulvet der slemmede sit lysegrå indhold af lerslikker til den store filterpresse, holdt jeg ekstra godt fast i min fars trygge hånd, gysende ved tanken om at falde i. Varmen, bulderet og lugtene - og Esbern og Lauge der for en lille dreng som mig lignede Gøg og Gokke i brune kitler.

Jeg er altså vokset op i et hjem fyldt af tressernes og halvfjerdsernes trendsættende kunstindustri. I midten af halvfjerdserne fik min far Finn Lynggaard til at designe et stel, Porzana, der ligeledes blev produceret hos Eslau. Her fik jeg selv lejlighed til et par uger at stå ved en af de ny, fuldautomatiske inddrejningsmaskiner, engang da de manglede mandskab. Det var så min korte karriere som ufaglært fabriksarbejder.

Finn Lynggaard kendte jeg fra en uges praktikophold på hans værksted i Kokkedal i sommeren 1971, lige efter min studentereksamen. En utrolig venlig, flittig og alsidig mand der på det tidspunkt var meget optaget af raku. Jeg husker mest at det i løbet af denne ene uge lykkedes mig at knække hans gipsbord ved at banke ler, samt at tilsætte så rigeligt med jernfilspåner til hans stentøjsler at en hel ovnfuld fik mæslinger og måtte kasseres. De to sidste dage malede jeg hans garageport...

Samme sommer fik jeg også lejlighed til at opholde mig nogle uger på Historisk-arkæologisk Forsøgscenter i Lejre på pottemagerværkstedet, hvor jeg mødte ingeniør Arne Bjørn der var ekspert i rekonstruktion af jern- og middelalderovne (forfatter til bogen "Ild & ler"). Det var et utroligt inspirerende ophold som var med til at bane vejen for, at jeg i marts 1972 turde springe fra et noget overvældende førsteårs arkitektstudie ud i et fem måneders ophold i Japan, først på et værksted i Kyoto hos mester Asahiko Katsuo og senere hos mester Masami Nishikawa i Bizen. I august fik jeg også den svimlende oplevelse at aflægge selveste verdensmesteren i keramik, Shoji Hamada, et kort besøg. Han var umådelig venlig mod mig og forærede mig tilmed en smuk temmoku-flaske. Jeg kunne være kravlet i et musehul. Jeg kunne jo vitterligt ingenting.

Men nu havde jeg fået blod på tanden. Hjemme igen i september 1972 begyndte jeg på keramiklinien på Kunsthåndværkerskolen i København. Som lærer fik jeg ingen ringere end den fuldstændig vidunderlige Niels Lauesen der desværre døde i 2011. Jeg ved at han har betydet rigtig meget for rigtig mange mennesker, og jeg ved ikke hvilken kilde han tappede af, men han har haft afgørende betydning for mit liv - ikke kun hvad angår keramik, men selve livets store spørgsmål var konstant i spil i enhver samtale med ham. Også selvom udgangspunktet for samtalen måske blot havde været kurveforløbet på en hank. Jeg føler mig den dag i dag utrolig privilegeret af at have haft ham som lærer. Ingen over, ingen på siden. Tak!

Det første år på skolen beskæftigede jeg mig mest med raku, mens jeg det andet år brugte lang tid på at dreje med udgangspunkt i danske middelalderkander. Jeg blev rimelig skrap til drejningen og koncentrerede mig mest om formgivning, mindre om glasur og materialer.

På slutningen af første år reflekterede jeg på en notits på skolens opslagstavle om at Landbrugsministeriet søgte en drejer til at deltage i et fremstød for danske landbrugsvarer i Täby, en forstad til Stockholm. Og dér sad jeg så en ugestid, med alt betalt, på en lånt drejeskive midt på det indendørs butikstorv i et svensk storcenter, omgivet af rødternede Karoline-piger, plancher og parasoller, mens forstadsfamilierne hastede forbi smagsprøverne. Jeg fandt aldrig ud af hvad sammenhængen mellem ler og landbrugsvarer var, men jeg fik da trykket en ambassadør på hånden foran verdenspressen. Han kunne i øvrigt fortælle mig at keramik var verdens næstældste profession. Og at jeg nok kunne gætte (hø-hø), hvad den ældste så var….

Jeg var indlogeret inde i centrum på et skønt pensionat i den dyre ende hos en værtinde der ledte mine tanker hen på Mme Castafiore fra Tintin. Jeg er ikke klar over hvad ambassaden havde kolporteret om mig, men hun omtalte mig konsekvent i tredje person: ”Vill inte konstnären sitta ner?”.”Vill inte konstnären ha en kopp te?”. Det ville kunstneren da gerne.

Det fornemme selskab medførte også en middagsinvitation i privaten hos en af de venlige, svenske ambassadefunktionærer hvis kone var meget kunstinteresseret. Jeg sad den pågældende dag lidt længere på skiven for at tage direkte hen til middagen fra arbejdet, men var desværre ikke opmærksom på at den bank, der stillede omklædningsrum til rådighed, for længst var lukket og gået hjem da jeg skulle iføre mig mit stiveste puds og indkøbt chokoladeæske. Jeg måtte derfor høfligst sidde på en avis på fruens rokokomøbler i mine lerbukser den ganske aften - utomordentligt kunstnärligt.

Efter andet studieår tog jeg et års orlov (74-75), hvor jeg bl.a. arbejdede jeg som drejer for Birthe Weggerby - en meget interessant kvinde med en fantastisk sans for kunstnerisk kvalitet. Som hendes assistent deltog jeg bl.a. i en ophængning af Grønningen på Charlottenborg, ved hvilken lejlighed det gik op for mig at kunst handler om netværk, netværk og netværk. Og albuer.

Jeg brugte orlovsåret som medlem af et nystartet kollektivt værksted i Turesensgade som nogle af de ældre elever på skolen havde taget initiativ til, inspireret af Strandstrædepigerne. Det lå i et rent ud sagt skidekoldt treetagers baghus der tidligere havde fungeret som bageri, så det første lange stykke tid gik med en grundlæggende istandsættelse, ikke mindst at rive nogle meget store, fuldmurede bageovne i kælderen ned. Under arbejdet opdagede vi et hemmeligt rum der strakte sig ud under gården, og da vi fik brækket muren ned og som i en anden Indiana Jones-film tændt en lommelygte og vovet os ind, opdagede vi at rummet var fyldt med maddikekravlende kar, grønmugne bagemaskiner og langhårede ovnplader hvor brød og kager stadig lå. Det viste sig at den forrige lejer, bageren, havde opgivet ævred midt i søndagskringlen og var fordampet fra jordens overflade. Hvad vi var vidner til, var udlejerens måde at rydde op efter ham på.

Værkstedet havde en voldsom udskiftning i medlemsgruppen - opgaven var nok større end forventet. Jeg selv gav også op, meldte mig ud og vendte tilbage til skolen hvor jeg benyttede de sidste to skoleår (75-77) til hovedsagelig at gå i dybden med tepotter af stentøj. På det tidspunkt havde Niels Lauesen desværre - for os københavnere - rykket sine pædagogiske teltpæle til Kolding, og disse to sidste uddannelsesår var en noget mere tam affære der også bar præg af nogle opslidende konflikter med studielederen, hvor jeg kom til at placere mig i skudlinien.

I 1978 flyttede jeg sammen med min kæreste og klassekammerat Ane Katrine i et industrilokale på 4. sal i en baggård i Blågårdsgade hvor vi både boede og begyndte etablering af et værksted. Det var en rigtig gammeldags københavnerbaggård med en masse små virksomheder: en karetmager, en violinbygger og to bødkere, en metaldrejer, to små skofabrikker, en kunstmaler, et rockøvelokale og et pornostudie. Meget alsidigt og livligt det meste af døgnet.

Kulminationen på det eventyr indtraf en nat i begyndelsen af maj 79, hvor skofabrikanten på anden sal havde fået nok af det hele og bestemte sig for at hælde benzin ud over det ganske produktionsapparat og stikke ild på, hvilket lykkedes for ham i en grad så at hele to baghuse, heriblandt vores, udbrændte og måtte rives ned til grunden bagefter. Han selv blev også temmelig forbrændt ved den lejlighed da han ikke nåede at slippe væk i tide fra den eksplosionsagtige brand. Ane Katrine og jeg nåede heldigvis op over hustagene i sparsomt nattøj og blev ufrivilligt forsidestof næste morgen i BT.

På det tidspunkt var jeg forlængst færdig med keramikeruddannelsen (afgang juni 77) og havde været en tur med Tvinds Rejsende Højskole i Østafrika (77-78) Jeg var efter Tvind-opholdet begyndt at spille i band, og branden gav mig skubbet til at opgive min løbebane som keramiker til fordel for den musikerkarriere som jeg stadig har et ben i.

Fra 1979 og de følgende godt 30 år var jeg således helt og aldeles uden kontakt til keramikfaget.

På grund af lavkonjunktur i arbejdet som musiker fik jeg i 2009 den indskydelse at søge job på mit gamle praktiksted i Lejre Forsøgscenter, der i mellemtiden havde skiftet navn til Sagnlandet. Det var i bogstaveligste forstand meget nærliggend, da jeg allerede i 1993 havde valgt at flytte ud af København og til Lejre hvor jeg boede indtil 2020.

I 2010 blev jeg så ansat som assistent på Sagnlandets pottemagerværksted med lige dele produktion og formidling som arbejdsområde. Opgaven bestod i at demonstrere gamle pottemagerteknikker, idet jeg koncentrerede mig om den drejede keramik fra perioden efter vikingetiden, mens mine kolleger tog sig af den forhistoriske keramik.

Jeg beklædte i sæsonen 2011 en lignende stilling på Frilandsmuseet i Brede hvor jeg var ansat til at demonstrationsdreje i deres pottemagerhus fra Sorring. Det var et fantastisk privilegium at sidde i disse historiske rammer, mens den ene aha-oplevelse efter den anden sneg sig ind på mig gennem den måde værkstedet var indrettet på, gennem værktøjet, den kæmpestore ovn osv. osv.

Det var hurtigt gået op for mig hvor overraskende meget jeg savnede leret efter disse mange års fravær, samt ikke mindst hvor meget jeg var bagud – jeg måtte i bogstaveligste forstand forfra på pottetræning. Jeg tror jeg i en lang periode arbejdede 50% frivilligt over i Sagnlandet, inden jeg indså at jeg måtte opbygge mit eget værksted på hjemadressen. Det er jeg stadig i færd med – a never ending story.

Jeg fandt kollegialt fællesskab i Dansk Pottemagerforening i forbindelse med et saltbrændingskursus som foreningen afholdt. Jeg indså at pottemagere af i dag på en måde har overtaget den position som selvstændige keramikere som min uddannelse i halvfjerdserne sigtede på, mens de nuværende designskoler mere sigter på enten industrien som arbejdsfelt eller på tilværelsen som kunstner. Jeg føler mig stadigvæk på mange måder hæmmet af at have været væk fra faget i så mange år - at ”toget er kørt”. Det, sammen med min relativt nyvundne status som folkepensionist, betyder til gengæld at der ikke ligger et ubærligt forventningspres på mine skuldre, og at jeg derfor i store træk kan lave hvad jeg vil, i det tempo jeg vil. Det skal jeg jævnligt minde mig selv om.

Jeg har været heldig at få opgaver for museer og filmselskaber med reproduktion af gamle ting og arbejder sideløbende med drejeopgaver for andre keramikere, samt med begyndende udvikling af egne varer.

Jeg har nogle gode geologvenner der har bragt mig på sporet af nogle særdeles interessante jyske, højtbrændende lertyper, som jeg anvender sammen med simple glasurer, der gerne er fremstillet af råmaterialer jeg selv finder i og på jorden. Alt sammen meget old school med et vist præg af min tid i Japan og Sagnlandet.

Mine saltglaserede ting er brændt hos Bjarne Puggaard. Jeg bor selv i et villakvarter, hvor den slags er absolut no go.

Min mentor for tiden er min gamle klassekammerat Per Weiss. Han hjælper godt til med at fylde det 30 år store hul, hvilket jeg er ham meget taknemmelig for.

Så alt i alt er jeg faktisk først lige begyndt…..